HOPE

Hope

Nisser har altid bragt godt humør med sig. De spreder glæde, hygge, håb og minder os om, at vi skal huske at have det sjovt. Ved juletid fryder nisserne os som kravlenisser, nissefigurer med lys i, og i vores julekalendere, ja selv på loftet hygger de sig gevaldigt med en skål risengrød med smør og kanel. Siden jeg var lille bitte, har jeg været bidt af en god nisse, fordi deres univers er fyldt med ønsker og en tro på at alt kan lade sig gøre. Sidste år begyndte jeg at tegne nisser med dyr, for at sprede nostalgi, magi og hygge og for at give en nisselig tradition nyt liv - et nissekort med et rim til. Jeg solgte nissekort til Maribo Craft Day sidste år og så tydeligt at folk fik julelys i øjnene, når de fik mine nissekort I hænderne. De spreder det lys og den varme til folk, som er mit ønske. 

Jeg har malet og tegnet hele mit liv, og er aldrig bleg for at afprøve kunstens mange facetter for at udvikle mig, også i sjæl og ånd. Jeg er kunstner med stort Håb og nyder at fordybe mig i tegne- og male-processerne og nogle gange bare være ét med farverne og penslen.

 

Til Åbne Atelierdøre d 13 og 14 august 22, byder jeg på kunst, kaffe og kage, og du vil nyde godt af mit kreative univers i min italienske gårdhave fyldt med blomster, tegnede nisser, blomster og dyr. Der vil være mulighed for at købe mine nissekort og malerier, tage et par gratis business postkort, købe Til-og-fra-kort med nisser på. Du kan også bestille et portræt af dit dyr. Og du kan tage et billede med af dig selv – så laver jeg en nisselig version af dig til en overkommelig pris, dog ikke på dagen.

Se begivenheder for hvad jeg ellers laver, kunstnerisk såvel som kirkeligt.